IFPI Danmark | Magstræde 10A, 2. sal | 1204 København | ifpi@ifpi.dk

Forældet lovgivning hæmmer væksten i dansk musik

Der er fortsat vækst i dansk musik. Fra 2015 til 2016 voksede musikselskabernes indtægter med 9 %, og musikselskabernes samlede omsætning endte i 2016 på 494 mio. kr. Selvom væksten er til stede, står den dog ikke mål med det store digitale forbrug af musik. Markedet for musik er nemlig præget af ulige vilkår for streamingtjenesterne.  

Den samlede indtjening fra streaming var i 2016 392 mio. kr. Heraf bidrog tjenester som Spotify, YouSee Musik og Apple Music med hele 381 mio. kr. YouTube bidrog til gengæld kun med 11 mio. kr. svarende til 2,8 % af indtægterne fra streaming. Det på trods af at den amerikanske gigant er den mest populære musiktjeneste i Danmark.  

Fair konkurrence og fair betaling
Grunden til, at YouTube undslår sig at betale fuld pris for musikken på lige fod med sine konkurrenter, er, at streamingtjenesten henviser til en EU-lovgivning, som blev vedtaget i starten af det nye årtusinde. Den siger, at passive teknologiske platforme ikke kan stilles ansvar for de aktiviteter, som foregår på platformen. 

Henrik Daldorph, der er bestyrelsesformand i musikselskabernes brancheorganisation IFPI, mener loven giver god mening. Han understreger dog samtidig, at den aldrig har været tiltænkt tjenester som YouTube, der tjener penge på aktivt at formidle musik til forbrugerne:

"Musiklivets indtægter fra YouTube svarer vel til, hvad et par pølsevogne omsætter for på Rådhuspladsen. Det skriger til himlen, når man tænker på, hvor populær tjenesten er. Derfor er der behov for, at politikerne gør lovgivningen mere tidssvarende. Formålet bør være at skabe fair konkurrence og afspejle den digitale virkelighed, vi lever i."

TDC Group, der står bag musiktjenesterne YouSee Musik og Telmore Musik, er en af de store bidragsydere til den danske musikbranche, og de håber, at danskernes appetit på streaming fortsætter. Mediedirektør Christian Morgan udtaler:

"Vi er glade for at bidrage til væksten i dansk musik. Hvis vi også vil have et spændende musikliv om 10 år, er det selvfølgelig vigtigt, at os der formidler musik til danskerne, betaler en fair pris til dem, der leverer musikken. Jeg håber derfor, at man også fra politisk side vil være med til at sikre en bæredygtig digital udvikling i musikbranchen."

Vinylsalg større end YouTube 
I kontrast til de lave indtægter fra YouTube fortsætter vinylsalget med at vokse. Vinyl udgør kun 4,8 % i markedet mod streamingandelen på 79,4 % af markedet. Alligevel er omsætningen fra vinylsalget over dobbelt så stor som omsætningen fra Danmarks mest populære streamingtjeneste YouTube. I 2016 indbragte salg af vinyl 23,9 mio. kr. til musikselskaberne mod YouTubes små 11 mio. kr. Det svarer til en vinylvækst på mere end 93 % sammenlignet med 2015, hvor salget af vinyl indbragte 12,4 mio. kr. 

Tallene offentliggøres i dag i årsskriftet ’Musikselskaber 2016 - tal og perspektiver’, som kan downloades her.

Foto: 
Henrik Siegel

Seneste publikationer

28/06-2017
Dansk Musikomsætning 2016
26/04-2017
IFPI Global Music Report
04/04-2017
Musikselskaber 2016
30/11-2016
Investing in Music
12/09-2016
Music Consumer Insight Report 2016

Seneste certificeringer

11/07 Kim Larsen Tarzan Mamamia Guld
11/07 Mellemfingamuzik Feat. Gilli Cocaina Guld
11/07 Molo Feat. Benny Jamz, Gilli & MellemFingaMuzik Skejsen Guld
11/07 Burak Yeter Feat. Danelle Sandoval Tuesday Guld
11/07 Charlie Puth Attention Guld

Pressemeddelelser

04/04-2017
Forældet lovgivning hæmmer væksten i dan...
24/02-2016
Danskerne forrest med streaming af musik
25/02-2015
Fortsat vækst i dansk musik
26/08-2014
Digital dominans i musikbranchen
25/02-2014
Streaming skaber ny vækst i dansk musik