Skip to main content
Annika Aakjær vært ved Danish Music Awards 2020

Annika Aakjær vært ved Danish Music Awards 2020

Annika Aakjær vært ved Danish Music Awards 2020

DMA er tilbage. Det sker, når TV 2 sender live fra et helt særligt arrangement i Royal Arena lørdag den 28. november. For første gang er Annika Aakjær vært for musikbranchens ældste og mest prestigefyldte prisfest.

DMA kommer også i år til at hædre musikken og præsentere Danmark for nogle af tidens største musiknavne. For første gang er sangeren og skuespilleren Annika Aakjær vært ved arrangementet, som lever op til alle retningslinjer og anbefalinger fra de danske myndigheder.

Gennem små halvanden time vil Annika Aakjær guide seerne og en meget lille kreds af særligt inviterede publikummer gennem liveoptrædener fra nogle af Danmarks største stjerner. Og så vil hun selvfølgelig sikre, at danske musikere hyldes med den ikoniske statuette af den lille bronzefugl, der er selve symbolet på DMA. 

Om rollen som vært siger Annika Aakjær selv:

“Det er en stor ting at få lov at stå i spidsen for DMA 2020, et år hvor musikkens vilkår er under pres. Og det er som regel under pres, at man viser, hvad man er gjort af. Årets show bliver et anderledes et af slagsen, og jeg glæder mig netop meget af samme årsag”. 

Lasse Lindholm, der er formand for DMA-Akademiet og kommunikationsdirektør i musikselskabernes brancheorganisation IFPI, er glad for, at både den danske musik-streamingtjeneste Moodagent og TV 2 bakker op om arrangementet i en corona-tid: 

”Danske musikere har det ikke nemt for øjeblikket. Alligevel bidrager de med en værdi til vores liv, som de fleste af os nødigt vil være foruden. Derfor fortjener de også mere end nogensinde at blive hyldet ved DMA i år”.

 Han tilføjer i den forbindelse: 

”Vi skal passe på hinanden og vi skal leve op til myndighedernes retningslinjer. Begge dele kommer vi selvfølgelig også til at gøre ved DMA. Samtidig har situationen med corona tvunget os til at gå nye spændende veje med showet, og det har jeg meget store forventninger til”

De nominerede til DMA 2020 bliver offentliggjort på sociale medier fra mandag d. 9. november og frem til showet. De optrædende artister til DMA 2020 offentliggøres tættere på den store aften.

DMA sendes live på TV 2 og TV 2 PLAY den 28. november kl. 21.05.  DMA kan også efter liveudsendelsen ses på TV 2 PLAY. Grundet corona er det i år ikke muligt at købe billetter til arrangementet.

DMA 2020 er arrangeret af musikselskabernes brancheorganisation IFPI og den nye danske musik-streamingtjeneste Moodagent. 

Læs om mere nomineringsprocessen i regelsættet for DMA 2020.

Læs også Fakta om DMA 2020 

DEL DENNE SIDE