Skip to main content
Musikselskaberne klar med nøgletal for 2019

Musikselskaberne klar med nøgletal for 2019

Musikselskaberne klar med nøgletal for 2019

Streaming af musik bidrog i 2019 til et år med moderat vækst på 3,6 % for de danske musikselskaber. Det viser nye tal, som musikselskabernes brancheorganisation IFPI offentliggør i dag. 

I dag udkommer musikselskabernes årsrapport Musikselskaber 2019. Den viser, at markedet for indspillet musik i 2019 oplevede en mindre stigning på 3,6 % i forhold til 2018. I kroner og øre omsatte musikselskaberne i det forgangne år for 603 mio. kr. på salg af musik til danske forbrugere.

Omsætningen skyldes i høj grad danskernes stadigt voksende forbrug på streamingtjenester. I 2019 stod indtægter fra streamingtjenester for hele 89,4 % af den samlede omsætning, svarende til 539 mio. kr. Streaming har siden 2014 været branchens mest indbringende format. Alligevel mener Lasse Lindholm, direktør for kommunikation og public affairs hos IFPI, at der er grund til at se kritisk på udviklingen inden for streaming:

Tjenester som YouSee Musik, Spotify og Apple Music gør det godt i det danske marked. Og senest har vi endda oplevet den nye danske tjeneste Moodagent melde sig ind i kampen om danskernes opmærksomhed. Problemet er, at disse tjenester, som alle bidrager til en sund økonomi i musiklivet, konkurrerer på ulige vilkår med Googles tjeneste YouTube, som undslår sig at betale på lige vilkår med sine konkurrenter.

Ifølge Lasse Lindholm har den aktuelle situation to uheldige konsekvenser. For det første modtager danske musikere og deres samarbejdspartnere langt færre penge, end det faktiske forbrug på YouTube burde berettige til. For det andet efterlades de streamingtjenester, der bidrager positivt til udviklingen, i en ulige konkurrencesituation, som ikke er en moderne markedsøkonomi værdig. Derfor sætter man fra IFPI’s side sin lid til den kommende danske implementering af det såkaldte ophavsretsdirektiv, som netop adresserer den aktuelle problematik på det digitale musikmarked.


Dansksproget musik på menuen

Lige som i 2018 står dansk musik i 2019 imponerende stærkt i det danske marked med en samlet markedsandel på 34,2 %. Samtidig viser en opgørelse over dansk musiks tilstedeværelse i toppen af hitlisten lignende positive tegn.  På listen over de 100 bedst sælgende sange i 2019 er hele 50 danske. Den samme opgørelse viser desuden, at hele 41 ud af de 50 sange bliver sunget på dansk.

Dansk musik er kilden til halvdelen af de største hits på streamingtjenesterne. Og selvom de digitale hylder er spækket med internationale titler, lader danske artister sig heller ikke udkonkurrere i den lange hale af musik, som danskerne går på opdagelse i under hitlisterne. Det siger noget om dansk musiks aktuelle kvalitet og bredde”, siger Lasse Lindholm.

Læs mere i Musikselskaber 2019, som kan downloades her.

Den sene offentliggørelse af nøgletallene skyldes Covid-19. IFPI Danmark undersøger for øjeblikket, hvilke økonomiske konsekvenser krisen får for de indtægter, som vedrører indspillet musik.

DEL DENNE SIDE