I dag offentliggør IFPI musikselskabernes nøgletal for 2024. De viser en fremgang i markedet for indspillet musik på 9,5 %. Den flotte vækst er resultatet af en positiv udvikling inden for streaming og salg af vinyler.
Hverken det digitale salg af musik eller salget af gode gamle vinylplader går af mode lige foreløbig. Det må være konklusionen, når man læser publikationen ’Musikselskaber 2024’, som musikselskabernes brancheorganisation IFPI offentliggør i dag. Her kan man nemlig læse, at musikselskaberne og de artister, de arbejder sammen med, modtog 712 mio. kr. fra streaming i 2024 mod 646 mio. kr. i 2023. Samtidig steg indtjeningen fra vinylsalg med 12 mio. kr. fra 57 mio. kr. i 2023 til 69 mio. kr. i 2024.
Samlet udgør totalmarkedet for salg af musik til forbrugerne 797 mio. kr. i 2024 mod 728 mio. kr. i 2023. Heraf udgør streaming 89,4 % af omsætningen, mens vinyler står for 8,7 %.
Positive tal og stormvejr forude
Casper Bengtson, der er bestyrelsesleder i IFPI og direktør for Universal Music, er glad for udviklingen men maner samtidig til besindighed:
”Efter en årrække med moderat vækst i markedet er jeg selvfølgelig glad for udviklingen i 2024. Samtidig forudser jeg også, at musikbranchens muligheder for at investere i ny musik kan blive markant mindre i de kommende år, hvis ikke man fra politisk side formår at beskytte musikken på en tidssvarende måde”.
Casper Bengtson fortsætter:
”Som det er nu, høster en række AI-tjenester nemlig vores musik uden at spørge om lov og uden at betale tilbage til dem, der er forudsætningen for tjenesternes kommercielle succes. Og uden en sund og klar lovgivning risikerer den nye AI-teknologi, der i øvrigt rummer store potentialer, at bidrage til et af historiens største kunsttyverier”.
Udover de økonomiske nøgletal viser opgørelserne over indtægter også, at dansk musik fortsat står imponerende stærkt i markedet. På trods af streamingtjenesternes massive overvægt af international musik tegner danske artister sig fortsat for 34,1 % af de samlede indtægter.
Læs hele publikationen ’Musikselskaber 2024’ her.
Se udvalgte nøgletal her.