Fra slutningen af januar til starten af marts har 18 ejere, ledere og medarbejdere fra danske musikselskaber taget 10 dage ud af kalenderen for at hellige sig kurset ’Mental Trivsel i Musikbranchen’. Her er de blandt andet blevet undervist i værktøjer til at identificere stress, angst, misbrug og depressionsproblematikker hos kollegaer og kunstnere. Ved siden af kurset med fysisk fremmøde modtager deltagerne opfølgende undervisning online.
Kurset, som er musikproducenternes første konkrete brancheinitiativ om mental trivsel, giver særdeles god mening, hvis man spørger Søren Krogh Thompson, der er direktør for Playground og bestyrelsesleder i musikselskabernes forvaltningsorganisation MPO:
”Vi ved, at mental mistrivsel er en udfordring. Det gælder i vores samfund generelt og det gælder også i musikbranchen, hvor blandt andet store danske artister har været modige nok til at dele deres egne udfordringer ærligt med os andre i løbet af de seneste år. Derfor giver det god mening, at vi som branche spørger os selv, hvad vi kan gøre for at tage et større ansvar over for både artister og ansatte. Og her er uddannelse til beslutningstagere på musikselskaberne et af de svar, vi aktuelt forfølger”.
Bag kurset der er blevet udbudt til alle musikproducenter gennem MPO, IFPI og DUP står det erfarne konsulenthus Human Support, som har indgående erfaring med stressforebyggelse og mental trivsel i erhvervsliv, sport og kultur.
Initiativet er finansieret af MPO’s KulturPlus-midler, der kommer fra kompensationsordningen for privatkopiering.